Nu ved jeg ikke præcist, hvordan tingene står til i Danmark, men her i landet er der mange af medierne, som beskæftiger sig med følgerne af corona og den totale nedlukning, vi havde i foråret.
Vold i hjemmet
En af konsekvenserne, som medierne er meget opmærksomme på, er vold i familien. Undersøgelser har vist, at der er blevet registreret mange flere sager om fysisk vold i familier i månederne marts og april. Psykologer og andre terapeuter har udtalt sig om, hvor svært det kan være for familier at være i samme hus 24 timer i døgnet i flere dage i træk. Der har også været meget fokus på, at det er kvinder, der oftest er udsat for vold. En del pædagoger har også formået at rejse opmærksomhed om manglen på kvindekrisecentre her i landet. Fysisk vold mod kvinder er ikke nyt, men alligevel har den offentlige administration ikke formået at forbedre rammerne for voldsramte kvinder – og deres børn. Fx ved at etablere et kvindekrisecenter i alle kommuner.
De fleste er private
Majoriteten af kvindekrisecentrene, som findes her i landet, er blevet etableret af privatpersoner – eller af store fonde, som har den økonomiske formåen til at finansiere de operationelle omkostninger, som sådan et center har. De er alle – privatpersoner eller fonde – dedikerede til at hjælpe voldsramte.
Jeg er sådan set glad for, at medierne taler om det og hjælper til at øge bevidstheden om et problem, der altid har eksisteret, men som er eskaleret i de sidste 6 måneder.
Hvor sker volden?
Der har også været mange undersøgelser om i hvilke sociale lag, volden finder sted. Den gængse opfattelse er, at den finder sted i de økonomisk svagere grupper. Det har vist sig, at det ikke passer. Fysisk vold finder sted i alle sociale grupper. Der er heller ikke begrundelse for at påstå, at der findes særlige områder i byerne, hvor volden finder sted. Den finder sted overalt. I de pæne kvarterer og i de dårlige.
Den store mediedækning, som problemet har fået i de sidste måneder, har endelig fået den nuværende regering til at overveje at ændre deres politik på dette område. Hidtil har den været præget af akutte løsninger, og ikke på forebyggende arbejde. Hele socialpolitikken er generelt præget af at være reaktiv i stedet for proaktiv. Så, det er positivt at tænke på, at nogle politikere siger, at de vil gøre noget ved den manglende infrastruktur. Faktisk var der et par kvindelige politikere, som udtalte, at de vil forsøge at få flertal for en ny lov om, at alle kommuner skal etablere et kvindekrisecenter.
Vi må bare vente på at se, om deres udsagn bliver omsat til reelle projekter, der kan støtte kvinderne. En af de facetter omkring vold i familier, som medierne også så småt er begyndt at tale og skrive om, er psykisk vold. Det er en meget ny erkendelse i det samfund, jeg bor i, at vold ikke kun er fysisk, men også kan være psykisk og økonomisk.
Jeg vil sige, at midt i alt det negative som corona har medført, så er det positivt, at der bliver gjort opmærksom på samfundsproblemer, som vi ofte vælger ikke at tale om.
