Dug

På skrump igen

Nå, da. Så skal vi til det igen. På slankekur.
Vi forstod det forleden dag, da vi var nede i storcenteret for at se på jakker til mænd. Min mand skal have en ny, pæn jakke, som kan beskytte ham mod vinden og regnen. Her er udsalg, så vi tænkte, at det var en god mulighed for at spare nogle penge. Han er ikke kræsen, når det kommer til tøjet, han bruger. Det skal bare være funktionelt og klæde ham.

Flotte jakker

Vi kom ind i butikken, hvor vi fandt nogle flotte jakker. En sort og en mørkeblå. Til taljen og med ekstra beskyttelse om halsen. Lynlås så vinden ikke suser ind. Simpelt og fint design. Han er af natur en stor mand, så vi gik direkte efter størrelse XXL. Der var en jakke i den størrelse, og han prøvede den.
Men det var lidt pinligt. Den var alt for lille. Han kunne ikke få den lynet op. Den strammede også over overarmene og skuldrene. Tryklåsen på halsstykket ville han slet ikke tænke på at prøve at lukke. ”Jeg er blevet fed, den er for lille. Kan du finde den i XXXL?”
Det måtte ekspedienten desværre sige nej til. Den største størrelse, de har i butikken, er op til XXL.

Det var skuffende. Vi gik videre til den næste butik. Samme problem. Jakkerne til mænd, som vi så på, var for små til ham. Det var flotte, men det kan ligesom være ligegyldigt, når de er for små.

Tøj i store størrelser

I en af butikkerne, vi besøgte, spurgte vi, om de kunne fortælle os, hvor man finder tøj i store størrelser til mænd. Det er åbenbart standarden, at ’normale’ butikker kun fører tøj i størrelser op til XXL. Der var en ekspeditrice i en af butikkerne, som fortalte os, at der ligger en specialforretning i en sidegade til hovedgaden, som handler med stort tøj. Vi kunne forsøge der.
Vi takkede og gik ned til specialbutikken. Dér fandt vi en fin jakke, som passer min mand. Den er mørkegrå. Nydelig. Og den var ikke så dyr som de andre, vi havde set på. Men i samme kvalitet.

På vej hjem talte vi om oplevelsen. Det undrer os, at de fleste butikker ikke har større tøj. Generelt er vi danskere jo blevet noget større, end vi var for bare 50 – 60 år siden. Ok, mange af os er også overvægtige, men alligevel. Er de fleste danskeres kroppe stadig så små, at de kan være i en størrelse M? Vi diskuterede det ret længe. Et eller andet sted har jeg læst, at mere end 51% af danskerne er overvægtige, så hvorfor følger butikkerne ikke med. Størrelse M kan da ikke sælge lige så meget som en størrelse XXL.

Eller har det noget at gøre med, at tøjdesignerne bruger andre standarder for størrelserne på tøjet, de designer? Jeg ved fra dametøjsbutikkerne, at der er meget stor forskel på en fransk størrelse 44 og en tysk størrelse 44.
Vi får nok ikke en forklaring, men vi blev enige om, at vi godt kan trænge begge to til at tabe nogle kilo. Så fra den kommende mandag er vi på grøntsager og frugt, lidt protein og nul alkohol. Målet er en jakke i størrelse XXL.