Dug

Nem skruemaskine

Jeg har været ved at rydde grundigt op inde i mit hobbyrum. Det er efterhånden så overproppet med ting og sager, at jeg ikke længere kan finde det, jeg lige står og skal bruge. Jeg har altid været kreativ. Til stor misundelse for en af mine veninder. Hun siger, at hun gerne vil være kreativ, men at hun ikke har fantasi. Jeg har forsøgt at få hende til at forstå, at kreativitet kommer med øvelsen. Man lærer at være kreativ. Og når man er i processen, så er det, at de gode idéer opstår, og man lader sin fantasi slippe løs.

Godt værktøj

Men for at komme ind i processen så kræver det, at man kan finde de materialer, redskaber og værktøj, som man har brug for. Og ærlig talt: Det kan jeg ikke helt længere. Forleden havde jeg brug for en lille mini-maskine, jeg har. En skruemaskine. Jeg kunne bare ikke finde den. Og det var ret irriterende, fordi det forhindrede mig i at komme videre med projektet, jeg var i gang med.
Så jeg besluttede at rydde op. Så kunne det jo godt tænkes, at jeg kunne finde skruemaskinen.

Nu er det sådan, at jeg har indrettet mit hobbyrum efter 4 forskellige hobbyer. 1: Tegne – male – klippe. 2: Sy – strik – tekstil. 3: Metal – wire. Og 4: Træ – glas – diverse.

Der er naturligvis nogle stykker værktøj, som jeg kan bruge både til metal og træ. Fx skruemaskinen. Den er super til at bore små huller i metallerne med – og kan samtidigt bruges til at skrue to stykker træ sammen. Eller en saks. Jeg bruger tit en tekstilsaks, når jeg arbejder med papir. Ved godt, at det ikke er godt, men den klipper fint. Stadigvæk.

Masser af værktøj

Under oprydningen fandt jeg en del værktøj, som var blevet placeret forkert. Jeg må have haft mange gode idéer i hovedet, da jeg lagde mine skruetvinger ind i den sektion, hvor jeg har tekstiler og fibre. Hvad skal man med et par skruetvinger, når man arbejder med fibre? Ved det ikke. Måske havde jeg lagt dem der, fordi det var der, jeg lige kunne finde plads til dem. Sådan er jeg. Jeg lægger tingene fra mig der, hvor jeg finder på plads – og så vender jeg tilbage og lægger tingene tilbage på deres plads, når jeg er færdig med projektet. Men det hænder jo, at jeg glemmer det. Og så ender det med et frygteligt rod i hobbyrummet.

Godt fyldt

Lige nu er mit arbejdsbord ved at være overfyldt af ting, som skal lægges på plads. Der er alt lige fra sakse, farveblyanter, akrylmaling og forskellige materialer, jeg ikke har fået lagt på plads – og som jeg ikke kan finde plads til. Midt på bordet står min symaskine. Det er altså noget skidt. Det forhindrer mig i at være kreativ. Og det irriterer mig. Jeg vil jo gerne i gang med at lave julegaver og tegne julekort til hele min familie. De sætter pris på mine produktioner. Og de ved, at jeg er glad for, at de kan lide dem. Så måske skal jeg annektere min stue og lave den om til hobbyrum?