De fleste har nok efterhånden allerede hørt om den nye og spændende sportsgren: Fodboldgolf.
Det er en fantastisk selskabssport, som er et mix af de tre kendte og etablerede sportsgrene golf, minigolf og fodbold – Hvad er der ikke at elske?
Reglerne er relativt enkle at forstå, og blander regler og traditioner fra de tre kendte sportsgrene.
Fodboldgolf foregår udendørs, så samtidig med god motion, får man også frisk luft og man kan få set noget af den dejlige danske natur.
Hvordan spiller man fodboldgolf?
Helt enkelt, skal man i fodboldgolf forsøge at sparke en fodbold i mål i et hul på færrest mulige spark – ligesom man gør i golf.
Ligesom i minigolf, er der flere forskellige baner, med forskellige udfordringer, der oftest stiger i sværhedsgrad, jo længere man kommer på banen. Dette varierer lidt fra sted til sted. Reglerne for fodboldgolf, er således meget lig banerne i minigolf.
Vinderen af det afsluttede spil, er således den, der har brugt færrest spark på at få sin bold i gennem banerne. Spillet afsluttes, når alle spillere har været igennem alle baner.
Hvor kan man spille fodboldgolf?
Fodboldgolf er efterhånden at finde i hele landet og spilles i fodboldgolfklubber og er nogle gange tilknyttet, steder som eksempelvis feriesteder eller campingpladser.
Nogle steder kan man spille fodboldgolf, ligesom minigolf, hvor man betaler for en tur og bruger et par timer på at hygge sig med spillet, sammen med venner eller familie. Men det kan også spilles som en decideret sportsgren i en klub. Der findes mange fodboldgolfklubber, hvor man kan betale kontingent, så man kan være en del af klubben og spille på faste dage. Det er god motion, og rigtig sjovt fordi der hele tiden er nye udfordringer, så spillet bliver aldrig kedeligt.
Hvem kan spille fodboldgolf?
Alle uanset alder og evner kan spille spillet. Det kræver ikke erfaring, eller et bestemt aktivitetsniveau på forhånd. Fodboldgolf handler om at have det sjovt og hygge sig sammen med andre.
Hvis man før har prøvet minigolf, golf, eller fodbold, er dette en klar fordel, da man på den måde kender de overordnede regler, og ved hvordan man sigter og sparker til en bold. Men fodboldgolf er på ingen måde svært at lære. Man skal ligesom med alt andet, bare øve sig nok. Hvis man vil blive rigtig god til sportsgrenen, handler det om præcision, styrke og kondition. Men til at starte med, er det eneste man skal gøre, bare at møde op.
Hvilket udstyr skal man have?
Det fede ved fodboldgolf er, at man faktisk ikke behøver noget udstyr selv! Hvis man blot vil prøve fodboldgolf for en dag, som hygge med familien eller venner, kan man låne en bold, og så har man faktisk det, man behøver.
Men hvis man vil præstere ekstra godt, er det en fordel at klæde sig rigtigt på. Sporten spilles oftest, når det er godt vejr udenfor, og terrænet er helt tørt, så det er en god ide at klæde sig på derefter – i shorts, sportstop eller lignende. Ligesom hvis man skulle spille en fodboldkamp. Det vigtigste er at man føler sig godt tilpas og kan bevæge sig frit.